Gå til sidens indhold
 

Iværksætter: Man kan sælge alt på nettet

Det var lidt af en tilfældighed, at de unge iværksættere bag virksomheden Bedre Nætter endte med at sælge senge og dyner. Nu nærmer de sig en omsætning på et trecifret millionbeløb. Den unge virksomhed har indtaget det nordiske marked og er godt på vej ud over landets grænser mod Syd, og deres succes har sikret dem en nominering til Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017 i kategorien The World Is Yours.

”Bedre Nætter er nået imponerende langt på kort tid. De er startet helt fra bunden og med meget hårdt arbejde og et utroligt drive er de nået rigtig langt. De har godt gang i eksportmarkederne, og så er teamets gennemsnitsalder på 23 år også imponerende”, siger Tessa Salling, chefkonsulent ved BusinessHorsens og formand for juryen bag Business Region Aarhus’ Iværksætterpris 2017.

 

Virksomheden er stiftet af brødrene Martin og Jonas Byskov og deres kammerat Anders Henningsen. Eventyret begyndte med en interesse for onlinesalg og en formodning om, at alt kan sælges på nettet – hvis man bare er dygtig nok til at eksekvere. Og de unge iværksættere har i den grad været dygtige, hvis man dømmer ud fra deres omsætning, der rundede 51 millioner i 2016 og efter forventning når op på 100 millioner i løbet af 2017.

 

Om det bliver Bedre Nætter, der kan tage den fornemme iværksætterpris fra kategorien The World Is Yours med hjem på kontoret bliver afgjort tirsdag d. 2. maj 2017. De to andre nominerede i kategorien er Clearhaus; det første privatejede betalingsinstitut i Danmark og PLINTHIT; en parasolfod, der passer til alle typer parasoller.

 

Ikke nødvendigt med den dybe tallerken
Ifølge medstifter og CFO Jonas Byskov er det ikke nødvendigt at opfinde den dybe tallerken for at have succes som iværksætter. Det kræver hårdt arbejde, et godt team og selvdisciplin – og det rigtige hul på det online marked.

 

”Vores virksomhed er ikke bygget op omkring en revolutionerende idé. Alt kan sælges på nettet – det handler bare om, hvordan man eksekverer. Vi har fået succes, fordi vi er rigtig gode til at sælge produkter på nettet,” fortæller Jonas Byskov, der blot var 20 år gammel, da virksomheden blev stiftet i 2013.

 

”Vi lancerede desuden virksomheden på et godt tidspunkt. Der var blevet rykket tilstrækkeligt på holdningen om, at det ikke er alle produkter, der er egnet til online salg, og vi ramte et hul i markedet med salg af kvalitetssenge over nettet,” slutter Jonas Byskov.

Bedre Nætter har allerede fået succes på det norske og svenske marked og efter planen rammer virksomheden det tyske marked i løbet af 2017.

 

3 gode råd til andre iværksættere fra Jonas Byskov

  1. Et godt team er vigtigt
    ”Det er super fedt at være flere om at starte en virksomhed. Der er både gode og dårlige dage, og det er rart at kunne dele både nedture og succeser med hinanden. Kompetencer er naturligvis vigtige, men det er lige så vigtigt, at man kan med hinanden,” mener Jonas Byskov.
  2. Ikke nødvendigt at opfinde den dybe tallerken
    ”Vores virksomhed er ikke bygget op omkring en revolutionerende idé. Alt kan sælges på nettet – det handler bare om, hvordan man eksekverer det. Vi har fået succes, fordi vi er rigtig gode til at sælge produkter på nettet,” fortæller Jonas Byskov.
  3. Drop investorerne
    ”Mange af de store danske virksomheder er bygget op helt fra bunden uden brug af investorer, og det kan lade sig gøre, hvis man tror nok på det. En investor vil naturligvis være meget fokuseret på bundlinjen, og det kan fjerne fokus fra andre vigtige ting,” siger Jonas Byskov.


 
 

Opdateret: 03.5.2017

Afdeling: Business Region Aarhus

Send kommentar:   Webmaster

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code