Gå til sidens indhold
 
02.09.2017

Food Festival 2017-åbningsdebat: Tættere samspil mellem erhvervsliv og uddannelse skal sikre adgang til fremtidens arbejdskraft

Food Festival 2017 blev åbnet med en paneldebat om kompetencer, uddannelser og fødevarejob med titlen: ”Fødevareerhverv i verdensklasse – også i fremtiden? Tættere samspil mellem erhvervslivet og uddannelserne, og målretning af både uddannelser og efteruddannelser i forhold til erhvervslivets behov var et gennemgående tema. Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) stod for den officielle åbning af debatten, som Business Region Aarhus, Region Midtjylland, Food Organisation of Denmark, Food Nation og Danish Food Cluster havde arrangeret.

Den danske fødevareklynge producerer produkter i verdensklasse og bidrager med en stor og vigtig andel af Danmarks eksport. Men fortsat succes afhænger bl.a. af, at fødevareklyngen også i fremtiden kan skaffe kvalificeret arbejdskraft. Dette emne blev sat på dagsordenen af et debatpanel af beslutningstagere fra erhvervsliv, organisationer og det politiske liv.

”Allerede i dag er der store krav og forventninger til fødevarebranchens muligheder for at løse fremtidens komplekse udfordringer. Fremtidens medarbejdere skal både have tårnhøj faglighed og specialistviden inden for såvel fødevarer, sundhed, miljø og kemi og samtidig have viden og forståelse til at kunne samarbejde og innovere på tværs i meget omstillingsdygtige teams,” sagde paneldeltager, CEO Peder Tuborgh, Arla Foods. Han fortsatte:

”Fremtidens kompetencebehov betyder, at antallet af uddannelser skal reduceres, og at der skal et større fokus på faglighed. Uddannelsesinstitutionerne skal sikre en større synergi og integration mellem arbejdspladser og uddannelsessted, således at forskning kan omsættes til produktion, og at der er større muligheder for at flekse mellem erhverv, forskning og uddannelse.”

Louise Gade, Direktør EVU, VIA University College, som var blandt debatdeltagerne, tog denne bold op:

”Vi erkender, at fingrene peger indad, når det handler om at skabe overblik over de mange forskellige uddannelser, ligesom vi skal være skarpere på, hvilke tværfaglige kompetencer der er behov for. Vi skal være bedre til at sy uddannelsestilbud sammen på kryds og tværs af hele spektret af uddannelsesinstitutioner. Dette har vi allerede taget initiativ til i samarbejde med Business Region Aarhus med etableringen af portalen Food Academy. I forhold til de erhvervsrettede uddannelser skal vi have talt dem op, og det skal ske allerede på mellemtrinnet i folkeskolen, ligesom forældrene skal præpareres. Og her skal erhvervslivet spille en større rolle.”

”Vi har brug for at trække erhvervslivet langt mere ind i folkeskolen. De kommuner, der gør det, vil blive langt bedre til at tiltrække elever til erhvervsuddannelserne og derigennem give virksomhederne adgang til faglært arbejdskraft,” replicerede Troels Lund Poulsen.

En tilgang, som flere deltagere var enige i, ligesom der var bred enighed om, at netop denne tilgang samtidig vil styrke fødevarevirksomhedernes image som attraktive arbejdspladser.

”Adgangen til kvalificeret arbejdskraft er en vigtig prioritet både for regeringen og for arbejdsmarkedets parter, der netop nu er i gang med trepartsdrøftelser om et bedre og mere tidssvarende efter- og videreuddannelsessystem. Også i regeringens Disruptionråd diskuterer vi, hvordan fødevaresektoren og andre vækstsektorer bedst kan udnytte den hastige teknologiske udvikling, som sker på virksomheder lige nu,” sagde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Få indblik i debatten via Business Region Aarhus’ Twitter-profil.

Billedtekst (billedfil: paneldeltagere): Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), Nicolai Wammen, politisk ordfører (S), CEO Peder Tuborgh, Arla Foods, vicedirektør Anne Lawaetz Arhnung, Landbrug & Fødevarer, samt branchedirektør Leif Nielsen, DI Fødevarer, tegnede debatpanelet ved åbningen af årets Food Festival.

Flere oplysninger
Sekretariatschef Jane Baad Jensen, Business Region Aarhus, mobil 2372 1014.

FAKTA

Fakta om fødevareklyngen i Business Region Aarhus:

  • Europas højeste koncentration af ekspertise inden for hele fødevareværdikæden inden for 1 times kørsel.

 

  • Virksomhederne i Business Region Aarhus producerer mere end 33 procent af Denmarks fødevareeksport, mens virksomhederne i hele Region Midtjylland står for 60 procent af Danmarks fødevareeksport.

 

  • Virksomhederne på fødevareområdet eksporterede i 2015 for 157 mia. kr. svarende til knap 25 procent af den samlede danske vareeksport.

 

  • Agro Food Park, der er Danmarks største viden- og innovationshub på fødevareområdet, er beliggende i Business Region Aarhus. Det er Europas hurtigst voksende økosystem for fødevareinnovation. Miljøet rummer i dag over 1000 videnstunge medarbejdere fordelt på 75 virksomheder og videninstitutioner. Visionen er, at 3000 mennesker fordelt på virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner har deres daglige gang i miljøet i 2030.

 

  • Business Region Aarhus huser Danish Food Cluster, hvis primære mål er at maksimere sektorens potentiale for global vækst ved, at smidiggøre innovativt samarbejde, videndeling samt tiltrække internationale forretninger, talenter og investorer.

 

  • I Business Region Aarhus er mere end 700 forskere specialiseret i fødevarer og landbrug.

 

Business Region Aarhus består af de 12 kommuner Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus.

Flere fakta på www.businessregionaarhus.dk.

 

Link til denne side

Nyheder

 
 

Opdateret: 10.10.2017

Afdeling: Business Region Aarhus

Send kommentar: Jane  Baad Jensen

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code